Medarbejderstaben hos Coffee by Storm tæller 30 medarbejdere og de er alle vidt forskellige, når det gælder nationalitet, personlighed og faglig baggrund. Denne mangfoldighed prioriteres højt hos Coffee by Storm, fordi man ønsker, at virksomhedens personale skal afspejle samfundet og fordi det giver inspiration til nye rutiner og tankegange.

Fritz Storm, CEO hos Coffee by Storm, forklarer: ”Hos Coffee by Storm har vi fra første dag for 10 år siden haft fokus på at imødekomme alle typer medarbejdere, så længe kompetencerne og motivationen passer til det pågældende job. Ude i samfundet er vi jo også helt forskellige og den variation betyder, at vi inspireres til at gøre tingene anderledes, når en ny medarbejder med en helt anden baggrund begynder hos os. Vi støtter derfor også foreningen VELKOMMEN HJEM, der arbejder med transitionen fra forsvaret til det civile, og ansatte for et år Christoffer Diget Andersen, som i dag er vores Head of Operations”.

34 årige Christoffer Diget Andersens vej til Coffee by Storm opstod, fordi han efter 13 års tjeneste i Forsvaret havde et ønske om et civilt job og gennem et forløb hos VELKOMMEN HJEM fik han kontakt til Coffee by Storm og lederjobbet blev en realitet for ham.
Jeg har haft mange gode arbejdsår i Forsvaret, og jeg har blandt andet været udsendt til Estland of Afghanistan. Men efter 13 år havde jeg brug for nye udfordringer og et arbejdsliv hvor arbejdstiderne harmonerede mere med et familieliv”, siger Christoffer Diget Andersen, som i sit virke som Head of Operations tager sig af alt vedrørende Coffee by Storm’s tekniske afdeling, facility service samt logistik og han har 20 medarbejdere under sig.

Men hvordan kombineres kompetencerne fra en lederstilling i Forsvaret med en helt anderledes branche som kaffe-branchen? Christoffer Diget Andersen forklarer: ”I Forsvaret tilegner man sig kompetencer og viden om logistik, HR, ledelse, procesoptimering, stake holder management og konflikthåndtering. Alt sammen kompetencer som kan være et værdifuldt aktiv på en civil arbejdsplads som hos Coffee by Storm, fordi her skal mange interessenter arbejde sammen og her er et stort produktionsapparat, som skal fungere smidigt i en travl hverdag. Selvom kaffebranchen var helt ny for mig, kunne jeg sagtens bruge mange af mine erfaringer, som jeg havde fra mit lederjob i Forsvaret – det kunne for eksempel være, at jeg kan få teamet til arbejde i den samme retning og at jeg ikke mister overblikket, når der er pres på”.

Nedbryder fordomme
Med Christoffer Digets Andersens ansættelse blev ledelsen hos Coffee by Storm bekræftet i, at en mangeårig karriere i Forsvaret kun har fordele i et civilt job også. Det er nemlig tydeligt, at han anvender nogle af de kompetencer, som han har fra forsvaret.
Vi ser det kun som et aktiv, at vores medarbejdere har haft en karriere før man kommer til os. I dette konkrete tilfælde med Christoffer har vi kun nydt godt af, at han fra Forsvaret er trænet til at forstå sammenhængen mellem mål, strategi og disciplin. I det daglige betyder det føles naturligt for ham at være i front for et team og lede dem med en blanding af disciplin og motivation. Vi er også glade for at kunne være med til at kunne nedbryde nogle af de fordomme, der er omkring at mange virksomheder ikke vil ansætte veteraner, fordi de tror de ikke kan sidestilles med os andre. Det er ikke fair, for de har sat deres liv på spil og har så mange kompetencer. De fortjener et job som civil også”, siger Fritz Storm.

Christoffer Diget Andersen har nu arbejdet et år hos Coffee by Storm og har ikke set sig tilbage mod Forsvaret. Han supplerer: ”Jeg håber, at den åbenhed som jeg mødte hos Coffee by Storm også vil inspirere andre virksomheder til at ansætte medarbejdere, der kommer fra forskellige brancher”.

VELKOMMEN HJEM er en forening, stiftet i 2016, som består af en række virksomheder, der støtter ressourcestærke veteraner i en overgang fra det militære til det civile arbejdsmarked. Foreningen tilbyder veteranerne at få med samtaler med en headhunter og de får også en mentor, som kan rådgive om alt lige fra afklaring af jobretning og udformning af CV til træning før jobsamtalerne.

VELKOMMEN HJEM har indtil nu (i 2023) haft omkring 1000 veteraner igennem forløbet. 40 virksomheder er medlemmer og 200 mentorer er tilknyttet.

Din virksomhed kan, ligesom Coffee by Storm, også blive en del af VELKOMMEN HJEM og få kontakt til kompetente profiler fra Forsvaret, se mere her.